Bødkerbakke

Gaden er opkaldt efter et ældgammelt håndværk, nemlig bødkeri, som nu er et næsten helt uddødt erhverv. Snart er den eneste måde vi stifter bekendtskab med bødkervarer på måske, når der bliver slået katten af tønden til fastelavn.
Næsten alt hvad der skulle opbevares og / eller transporteres før i tiden, lavede bødkerne beholdere til. Beholderne var lavet af lidt kileformede stave (der var spændt sammen), en bund og evt. et låg, alt sammen af træ. I lidt nyere tid bliver der brugt ”tøndebånd” af jern til at spænde stavene sammen med.
Der har formentlig ikke været noget bødkerværksted i Bødkerbakke, men det har der været flere andre steder i Svaneke.


Svanekes to sidste bødkere var Hans Oluf Svendsen og Carl Pedersen.

Bødkermester Hans Oluf Svendsen havde værksted i Storegade, hvor han også selv havde stået i lære hos sin far.
På værkstedet blev der næsten udelukkende fremstillet smørdritler.
Materialerne, der brugtes hertil, kom hjem til Svaneke med småskibene.
De bestod af færdige stave, bånd, låg og bunde.
De blev så samlede på værkstedet.
De færdige dritler blev brugt af oplandets mejerier:
Det var Vaddam i Ibsker. Gadeby og Broholm i Østermarie samt Dybdal i Østerlars.
Når de var blevet fyldt med smør, blev dritlerne kørt med hestevogne til Svaneke, for at blive sendt videre med skibe fra Dampselskabet Østbornholm A/S.
Hestevognene kørte så retur til mejerierne med nye tomme dritler

Bødkermester Carl Pedersen havde et større værksted i Vestergade, han havde et lidt større varesortiment og en svend ansat.
Han fremstillede også sildetønder til fiskerne; (ottinger og fjerdinger).
En tid fremstilledes også ”salterakar” til kød og flæsk. (kar til nedsaltning af kød mm.)

Med dem var det slut med bødkeri i Svaneke.

(I endnu ældre tid indkøbte man ikke halvfabrikata, altså stave mm. da blev alt selv lavet helt fra bunden).

.

Stik fra middelalderen med bødkere i arbejde.

.

Bødkermester Hans Oluf Svendsen i sit værksted, i færd med at samle en smørdrittel.

.

Dæksbåden Skjalm Hvide kom med stave, bånd, bunde og låg til bødkerne i Svaneke.
Det er skipper Vilhelm Flies, der ses på dækket.

.

Bødkervarer

Bødkeren fremstiller beholdere af kileformede træstave, der holdes sammen med et tøndebånd. Bødkerteknikken kendes tilbage fra oldtiden.

I ældre tid var en af de mest almindelige beholdere tønder, og bødkeren blev derfor også kaldt en "tøndebinder". Men han fremstillede også mange andre beholdere, som der var brug for i det gamle landbosamfund: kar til saltmad, mælkekar, øser, smørkærner, mål af forskellig størrelse, såsom skæpper og fjerdingskar.

I slutningen af 1800-tallet kom zinkbaljer og endnu senere kom plastikspande frem, og bødkerhåndværket gik tilbage.
Andelsmejeriernes behov for dritler til smør gav dog endnu arbejde til nogle.

.

Et udvalg af Bødkervarer:

.

Drittel. Eksportemballage til smør bl.a. til England.
Blev brugt helt frem til 1972. Navnet kommer af tysk og betyder 1/3 del (en tredjedel) af en tønde.
Den er lavet i bøg, da bøg er smagsneutralt og bøgestave kan koldbøjes.

Drittel

Kar og baljer. Kar og baljer med jernbånd.
Skæppemål. Et skæppemål er et kornmål.
En skæppe svarede til 1/8 tønde korn.
Det fås i forskellige størrelser 1/1, 1/2, 1/4, 1/8 og 1/16 skæppe.
Potmål. Et potmål er et kornmål, der også kaldes en toldkop. Potmålet kunne fremstilles i træ eller evt. af kobber.
Et potmål svarer ca. til 1 liter.

.

Spand. Spanden blev anvendt til transport af vand fra brønden eller bækken.
Strippe. Strippen var oprindeligt til at malke i, men også brugt til salt, sæbespåner, brun sæbe eller som øse ved tøjvask.
Mælkespand. Til transport af mælk fra marken og hjem.
Måske også til opbevaring, da den er lavet af asketræ, der ikke giver afsmag. Man bar den på hovedet, deraf navnet "himmel".

.

Stampekærne. Til fremstilling af smør. Mælkefad. Til syrning af mælk. Man lagde et klæde over og satte det op på en hylde et stykke tid.
Bryggersæt. Blev brugt til ølbrygning og består af to kar i fyr.

.

Lejle. En lejle er en lille tønde til at transportere drikkevarer, ofte øl.
I Danmark er den for det meste flad og forsynet med en strop, så den kan bæres i hånden eller hænges over skulderen.
Forneden er der gerne to standklodser, foroven ét eller to huller - et til at drikke af og et til luft.
"Daglig"lejlen er gerne ret stor og kan rumme 4-5 liter, men derudover har man mindre finere lejler, som man medbragte, når man skulle på marked eller rejse.
Staverne er samlet med metalbånd eller flækkede vidjer.

.

Ølanker m/ stol og hane. Blev hovedsageligt brugt til øl herhjemme.
Kan anvendes til vin, snaps, cognac og whisky. Tønden kan være lavet i eg, og tønden skal så koges eller dampes for at blødgøre træet, så stavene kan bøjes.

.

Ølkande og krus. Ølkander og krus blev anvendt til udskænkning af øl på kroer.

.

.

Diverse fagudtryk og en mere detaljeret information om bødkeri.

En Bødker er en håndværker (træsmed) der laver tønder og fade af træstaver.

Dertil anvendes særligt værktøj, herunder specielle høvle: Stryghøvl, betrækhøvl, krøs, m.fl.

Bødkerens arbejdsplads har flere betegnelser, herunder Blok, Ankerblok, Arbejdsblok, Arbejdsklods, Drittelblok, Delle, Dælling, eller Samlebræt (det sidstnævnte ord er opsamlet af Dialektforskningsinstituttet ved Københavns Univesitet i Haurum, Midtjylland).

Blokken er det underlag bødkeren bruger når han skal samle et kar, en tønde eller en drittel, og som bevirker at emnet kommer op i passende højde. Den står ved siden af forbordet således at han kan støtte emnet mod dets kant når han afpudser emnet med studser, ziehklinge eller andet værktøj, og når han bruger udarbejdshøvl eller krøs.

En af bødkerns høvle er en stryghøvl, der også kaldes strygbænk en 75-300 cm lang høvl, der står på gulvet med sålen opad of hvorpå bødkeren stryger staverne, dvs. høvler dem på kanten. Dialektisk er ordet anvendt om almindelig rubank. Endvidere krøs, der anvendes til at udforme den not som bund eller dæk skal sidde fast i. Betrækhøvl (vistnok det mest anvendte udtryk), betrækkehøvl er en særlig form for bugthøvl med op til 50 cm lange håndtag og et henved 10 cm bredt jern, der bruges af bødkere til afpudsning af kars, tønders og baljers yderside under samlingen af sådanne efter at stavene er blevet rejst. Derfor de lange greb. Subsidiært anvendes ziehklinge.

Bødkeren bruger endvidere forskellige båndknive. Den hvor det ene håndtag er bøjet nedad i en vinkel og det andet sidder parallelt med bladet kaldes en Studser. Studsere findes i både højre- og venstreudgaver, til "højremænd" eller "venstremænd", der ikke er afhængigt af om svenden er højre- eller venstrehåndet, men af oplæring. Studseren er angiveligt blevet brugt til afpudsning af den indvendige (skrå) rand på stavene.

Bødkere bruger ligeledes bindtblok, der også kaldes bindteblok. 1. led er formentlig samme ord som nedertysk (frisisk) bynt, hollandsk bint, egl. forbindelsesbjælke; samme ord som tysk binde; besl m. bind, jf. bindøkse Bindtblokken er en stor, 1,5-2 m høj, kegleformet jerncylinder, som på bødkerværksteder anvendes til at "bindte", dvs. forme, de koniske tøndebånd over, så de får samme smig som de tønder og kar de skal sættes ned over. Hvis ikke bødkeren anvender bindteblok ved arbejdet, står han ved en ambolt, der undertiden kaldes spærhage (udtrykket er fra Vendsyssel).

Ordet spærhage er i øvrigt optegnet i Jylland af Dialektforskningsinstituttet på Københavns Universitet.

Slæger eller Drivholt er et træstykke, for oven formet som et rundt greb med en jernring, for neden bredt, på den ene side ofte mere eller mindre konkavt, forsynet med en slæg(g)ering, de anvendes til neddrivning at tøndebånd.

Både i Danmark og i Norge begynder egentligt bødkrede arbejder at optræde i fund fra yngre romersk jernalder (ca 200-400 e. Kr.), fra hvilken tid vi da osse har den ældste høvl. Det må derfor formodes at osse noget der minder om stryghøvlen har været kendt på denne tid, men noget endeligt bevis for dens eksistens er endnu ikke fremdraget.

Bødkerarbejde kom for at blive, og i de følgende årtusinder optræder det i mangfoldige sammenhænge.

Bødker forekommer også som efternavn.

.

.

Redaktion: Eigil Jensen