Helgolandsgade

Gaden har navn efter den tidligere danske ø Helgoland.
Danmark har tidligere ofte været i krig eller været allieret med lande og det kan f. eks. føre til at landegrænser på et tidspunkt ændres. Under Napoleonskrigene havde Danmark ”holdt på den forkerte hest” nemlig Napoleon, og havde underskrevet en alliancekontrakt med Frankrig i 1813, derved havde man forpligtet sig til at erklære Frankrigs fjender krig og yde Napoleon militærhjælp i Nordtyskland ved et nyt krigsudbrud. En våbenhvile mellem Frankrig og dens fjender ophører og Danmark yder som lovet militærhjælp. Napoleon lider nederlag.
Ved freden i Kiel i 1814 må Danmark derfor afstå Norge til Sverige, Danmark får lov til at beholde Grønland, Island og Færøerne. (Sverige krævede også at få Bornholm, men aftalen fra 1660 som Sverige havde underskrevet stod stadig ved magt).
Øen Helgoland må Danmark afstå til England ved samme lejlighed.

På marinebilleder / skibsportrætter har det været meget populært at have enten Helgoland eller Kronborg ude i horisonten. Begge to let genkendelige silhuetter.
Skippere og skibsredere havde næsten altid et billede af deres skib hængende på væggen.


Det kan også være, at det snarere er en begivenhed, gaden er opkaldt efter, nemlig ”Slaget ved Helgoland” i 1864. (Den 9. maj er en militær flagdag)
Under krigen i 1864 mødte en dansk flådestyrke den 9. maj under kommando af Edouard Suenson en østrigsk-preussisk eskadre ud for Helgoland.
Danskerne havde blokeret farvandene ud for Helgoland for at stoppe preussiske skibe, og det østrigsk-preussiske angreb var et forsøg på at bryde blokaden.
Danskerne vandt en opmuntrende, om end begrænset sejr, da det østrigske flagskib, fregatten Schwartzenberg, blev skudt i brand, hvorefter østrigerne trak sig tilbage i ly af Helgolands neutrale 3-mil zone, der var under engelsk kontrol.
Danmarks hærstyrke på land led svære tab i 1864, så denne sejr hjalp med til at styrke den nationale stolthed og eskadrechefen, orlogskaptajn Edouard Suenson blev en af Danmarks nationalhelte.
Købmændene brødrene Smidt i Svaneke fik f. eks. i 1869 bygget en skonnertbrig på Henrik Hansens skibsværft i Svaneke, der blev navngivet ”Edouard Suenson”.

.

Luftfoto af Helgoland.
Her ses både de høje skrænter og det lavere liggende område.
Her kan man se Helgolands placering i forhold til det nuværende Danmark
Landkort fra 1958 (6 år efter at øen blev en del af Vesttyskland)
Info om øen Helgoland:

Helgoland (nordfrisisk: Lun, deät Lun (helgolandsk) eller Hålilönj (mooringerfrisisk), engelsk: Heligoland) er en nordfrisisk ø beliggende 70 km nordvest for Elbens munding i Nordsøen.
Koordinater: 54° 10' 57" N, 7° 53' 07" Ø
Helgoland er 1,7 km? stor og har 1472 indbyggere (2006).
Øen hører under den holstenske Pinneberg kreds i delstaten Slesvig-Holsten i Tyskland.

Geografi
Helgoland består af hovedøen og en badeø Dynen (på tysk Düne). Hovedøens areal er i dag på 1,0 km2, mens badeklittens er på cirka 0,7 km2. Hovedøen består for en stor del af rød sandsten med stejl klippekyst, som hæver sig 61 m over havet. I øens nordvestlige del befinder sig klippen Lange Anna. Klippen er i dag udsat for kystnedbrydning. For århundreder siden var øen mange gange større end i dag.

Hovedøen er opdelt i en lavt og en højt beliggende del. Derfor tales på Helgoland også om oppe og nede.
Forbindelsen mellem den lavt (Unterland) og højt beliggende del (Oberland) sikres med et så usædvanligt transportmiddel som en elevator.
Som alternativet til elevatoren findes også trapper med 260 trin.

Befolkningen er af nordfrisisk afstamning og taler en lokal dialekt af nordfrisisk (helgolandsk eller halunder), ud over tysk.

Historie
Man har haft kendskab til Helgoland siden 697 e.Kr., hvor den sidste frisiske konge Radbod flygtede til øen efter et nederlag til frankerne. Helgoland var i middelalderen som de andre nordfrisiske øer en del af den danske stat og kom senest i 1400-tallet med under Hertugdommet Slesvig. I 1231 blev øen nævnt i Kong Valdemars Jordebog som kongens ejendom. Øen bragtes omkring 1400 også i forbindelse med Klaus Størtebeker og fetaljebrødrene (også kendt som ligedelerne). Ved den 1544 stedfundne landsdeling mellem kong Christian 3. og hans to brødre i hertugdømmerne, tilfaldt øen efter en lodtrækning gottorperne. Fra 1714 var øen igen på danske hænder. Indenfor hertugdømmet havde øen status som et landskab.

I 1720 blev den naturlige forbindelse mellem hovedøen og Dynen (på nordfrisisk Woal) ødelagt under en stormflod, så øen i dag består af to øer. Under Napoleonskrigene i 1807 besatte Storbritannien øen, og som eneste danske besiddelse måtte den efter krigen afstås til britisk styre. I 1826 stiftede briterne søbadet og øen oplevede et økonomisk opsving. Blandt øens gæster var mange britiske og tyske intellektuelle som Heinrich Heine eller August Heinrich Hoffmann von Fallersleben. Under den 2. Slesvigske Krig den 9. maj 1864 udspillede sig udfor Helgoland et søslag kendt som Slaget ved Helgoland.

Øen blev overdraget af England til Tyskland i 1890 i bytte for den hidtil tyskejede koloni Zanzibar. I årene som fulgte blev øen udbygget til en vigtig flådebase for tyskerne både under 1. og 2. verdenskrig. Det første søslag under første verdenskrig blev udkæmpet tæt ved øen i krigens første måned. Befolkningen var under hele krigen evakueret til fastlandet og vendte først tilbage i 1918. Under nazisternes styre i 1930-årene blev marinebasen igen moderniseret. Under den anden verdenskrig forblev de fleste heloglændere på øen. Men den 18. april 1945 ødelagte britiske bombefly hele øen, mens civilbefolkningen søgte beskyttelse i øens bunker. I de følgende nætter blev øen igen evakueret.

Efter 2. verdenskrig blev Helgoland igen besat af britiske tropper, der i 1947 forsøgte at sprænge hele øen i luften med ammunition svarende til 6700 tons sprængstof. Den lokale befolkning var evakueret og anbragt forskellige steder i Tyskland. Først i 1952 blev øen givet tilbage til Tyskland og beboerne fik lov til at vende tilbage. Tyske myndigheder iværksatte en stor oprydning, hvor blandt andet mange blindgængere blev fundet og fjernet.

Økonomi
Økonomien er baseret på kurophold og turisme. Helgoland ligger udenfor Schengenområdet og er derfor toldfrit område. Øen besøges derfor hvert år af tusinde indkøbsrejsende. Det er især tobak, alkohol og parfume, som sælges. På den lille ø Dynen ved siden af Helgoland findes en flyveplads. Største turistattraktioner er klippen Lange Anna og sælerne på Dynen. Kun få skridt fra klippen Lange Anna på nordspidsen af øen findes klinten Lummenfelsen, et ynglested for sulen. De bemalede og godt besøgte træboder ved havnen er forhenværende fiskerværksteder. Hele øen er bilfri (med undtagelse af ambulancen).

Siden foråret 2009 er øen forbundet med et 30 kV søkabel. Kablet mellem øen og Sankt Peter-Ording på Ejdersted har en længde på knap 53 kilometer. Projektet kostede omtrent 20 mio. euro. Som sidste tyske kommune blev Helgoland dermed tilsluttet det europæiske el-fordelingsnet.

På øen findes også et afsaltningsanlæg. Prisen for drikkevandet er her cirka 4 gange så høj som på fastlandet.

.

Silhuetten af øen Helgoland ses yderst til højre ude i horisonten på dette udsnit af et skibsportræt af barken ”Svanen”, der er malet af Lorentz Petersen, Altona.
Barken ”Svanen” blev bygget i 1858 på Henriks Hansens skibsværft i Svaneke til Peter F. Heering, København.
Beskrivelse af ”Slaget ved Helgoland”

I 1864 var Danmark endnu en gang i krig med de tyske stater, og deres allierede Østrig, over Slesvig spørgsmålet. Krigen havde været katastrofal. I februar havde den danske hær trukket sig tilbage fra Sønderjylland, fra en talmæssigt overlegen og bedre udrustet preussisk-østrigsk hær, og i april havde hæren lidt et stort nederlag ved Dybbøl.

Men Danmark havde én mindre fordel i krigen - nemlig dets stærke flåde. Den 26. februar 1864 erklærede Danmark en blokade imod havnene i Slesvig og Holsten, og den 8. marts blev blokaden udvidet til de preussiske havne langs Østersøen. Da preusserne kun besad en temmelig lille flåde i forhold til den danske, anmodede de deres østrigske allierede om hjælp. Østrigerne udrustede en eskadre der bestod af fregatterne Schwarzenberg og Radetzky og kanonbåden Seehund, og i begyndelsen af marts forlod eskadren deres baser i Middelhavet under kommando af Wilhelm von Tegetthoff.

Imens forsøgte preusserne på egen hånd at bryde blokaden. Den 17. marts angreb en preussisk eskadre den danske flåde ved Rügen, men kampen viste tydeligt, hvor underlegen den preussiske flåde var i forhold til den danske, og efter en kort kamp blev de preussiske skibe tvunget tilbage til deres havne i Nordtyskland.

At østrigerne havde udrustet en eskadre, og at den var på vej, var ikke nogen overraskelse for det danske Marineministerium. Igennem de danske ambassader i Madrid, Paris, London og igennem neutrale kilder blev den fjendtlige eskadre tæt fulgt, og så snart østrigerne ankom eller forlod en havn, blev ambassaden underrettet.

Eftersom at eskadren var stationeret i Middelhavet, tog det et stykke tid før den kunne nå Nordsøen. Den 30. marts løb eskadren ud i Atlanterhavet, og i slutningen af april nåede den, den engelske kanal. Her blev Seehund beskadiget ved et uheld, og tvunget til at blive i engelsk havn for at blive repareret. Den 1. maj nåede den reducerede eskadre Texel i Holland, hvor de tre preussiske kanonbåde, Basilisk, Blitz og Preussischer Adler ventede på at tilslutte sig østrigerne. Den 3. maj forsatte de fem skibe nordpå imod de danske farvande for at påbegynde deres mission.

Den danske Nordsø eskadre
Den 30. marts 1864 blev den danske Nordsøeskadre dannet under kommando af Edourd Suenson. Dens formål var at beskyttede danske handelsskibe, opbringe tyske skibe og forhindre fjendtlige krigsskibe i at trænge ind i Nordsøen.

Den bestod af fregatten Niels Juel som flagskib, og korvetten Heimdal og skulle tilslutte sig korvetten Dagmar der opererede i Nordsøen. Den 6. april forlod de København, og nogle få dage senere nåede de Nordsøen, hvor de påbegyndte opbringelsen af tyske skibe. For at styrke den danske eskadre, blev fregatten Jylland som havde deltaget i blokaden af Nordsøhavnene, beordret til at afløse Dagmar.

Den 5. maj sluttede det sig til Niels Juel og Heimdal, med ordre fra admiralitetet, om omgående at sejle imod syd, og stoppe den østrigske eskadre som var blevet rapporteret at have forladt Texel. De to eskadrer var nu på kollisionskurs.


Den danske Nordsøeskadre (Suenson):
Skibet Niels Juel, antal Kanoner 42, Besætning 422 mand, Skibstype Skrue fregat, Chef Gottlieb.
Skibet Jylland, antal Kanoner 44, Besætning 327 mand, Skibstype Skrue fregat, Chef Holm.
Skibet Heimdal, antal Kanoner 16, Besætning 260 mand, Skibstype Korvet, Chef Lund.
Total 102 kanoner 1023 mand

Den østrigske-preussiske eskadre (Tegetthoff):
Skibet Schwarzenberg, antal Kanoner 50, Besætning 498 mand, Skibstype Skrue fregat, Chef Tegetthoff.
Skibet Radetzky, antal Kanoner 31, Besætning 372 mand, Skibstype Skrue fregat, Chef Jeremiasch.
Skibet Preussischer Adler, antal Kanoner 2, Besætning 110, mand, Skibstype Hjuldamper, Chef Klatt.
Skibet Blitz, antal Kanoner 2, Besætning 66 mand, Skibstype Kanonbåd, Chef Mac Lean.
Skibet Basilisk, antal Kanoner 2, Besætning 66 mand, Skibstype Kanonbåd, Chef Schau.
Total 87 kanoner 1112 mand.

.

Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864:
Det østrigske flagskib, fregatten Schwartzenberg er skudt i brand, den danske eskadre ses til højre.
Sejrherren fra slaget ved Helgoland den 9. maj 1864:
Eskadrechefen, orlogskaptajn Edouard Suenson om bord på skruefregatten Niels Juel.
Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864:
Det østrigske flagskib, fregatten Schwartzenberg er skudt i brand, den danske eskadre ses til venstre.

.

Kampen
Kort efter klokken 10 observerede en dansk udkik røg fra sydvest, og i løbet af den næste time blev det klart, at det var den østrigsk-preussiske eskadre. Den danske eskadre satte farten op, og skibene blev klargjort til den kommende kamp. På det danske flagskib blev der hejst et signal, og Jylland og Heimdal lagde sig på begge sider af Niels Juel.

Suenson pegede i retning af røgen og masterne på de fjendtlige skibe, og sagde med en høj stemme der kunne høres ombord på de tre skibe: "Der har I østrigerne folk. Nu møde vi dem; jeg stoler på vi ville kæmpe som vore tapre kammerater ved Dybbøl".

Efter dette lagde de tre skibe sig på linie igen. Omtrent på den samme tid henvendte Tegetthoff's sig til sine mænd som var samlet på Schwarzenbergs dæk. Han sagde: "Vore hære er sejrige, vi vil være det samme." Østrigerne bemandede deres kanoner. Skibene indtog deres positioner, med de preussiske kanonbåde yderst, lidt længere væk. Alt var klart til den kommende kamp.

Frygten for det ukendte
Hver mand blev nu beordret paa Plads; min var ved første Kanon paa Batteriet. Ved synet af den kommende, stærke fjende, paakom der mig en stærk Frygtfølelse over for det uvisse og skæbnesvangre, der forestod; men saa snart Kampen begyndte, veg Frygten straks for Følelsen af, at nu maatte hver Mand gøre sin Pligt.
(Niels Ankersen på Niels Juel marineveteran fra 1864 fortæller dette)

Kl. 13.14 åbnede Schwarzenberg ild på en afstand af 3800 meter, med dens forreste drejekanon (1). Granaten slog ned foran Niels Juel. Nogle få mere fulgte, men ingen af dem ramte. Lidt senere da Niels Juels kanoner kunne bære, åbnede skibet ild. Kort efter åbnede de andre skibe også ild, og snart efter dækkede en tyk røg skibene. Næsten omgående blev Schwarzenberg ramt af de danske granater. En af dem eksploderede på kanondækket og dræbte eller sårede 14 mand.

Afstanden mindskedes konstant. På en afstand af 2000 meter passerede de to eskadrer hinanden, og de danske skibe rettede deres ild imod Schwarzenberg.

Efter forbisejlingen drejede den danske eskadre til styrbord i et forsøg på at afskære kanonbådene, der stadig var udenfor rækkevidde af de danske kanoner. Tegetthoff opfattede øjeblikkelig faren og drejede 180 grader. De to eskadrer fulgte nu en parallel kurs syd i en afstand af omkring 900 meter (4). Den danske eskadre drejede en smule til styrbord, så afstanden blev reduceret til omkring 400 meter.

Imens Jylland og Heimdal koncentrerede deres ild imod Radetzky, udvekslede Niels Juel ild med Schwarzenberg som blev alvorlig beskadiget. Mange af besætningsmedlemmerne blev dræbt eller sårede, og to gange brød der ild ud. Den første brand blev hurtigt slukket, men anden gang gik der ild i sejldepotet over krudtmagasinet, og kun med stort besvær lykkedes det at slukke den.

"Vi dukkede os for kuglerne"
Vi kom nu i Kjølvandslinie og styrede mod Fjenden; det varede ikke længe, førend han begyndte at skyde, men det varede noget inden hans Kugler naaede os. Først da den første Kugle susede hen over "Hejmdahl", gaves Ordre til at skyde, og vi gav ham det glatte lag, og snart var vi indhyllet i saadan Krudtrøg, at vi ikke kunne se hinanden, men vi sigtede efter Ildglimtene, naar Skuddene gik af hos Fjenden. Det var til at begynde med noget uhyggeligt, naar Kuglerne kom susende, og vi dukkede os, men siden ænsede vi dem ikke, men var kun optaget af vort Arbejde hurtigst muligt at faa ladet og gjort sigte.
(Niels Jensen på Niels Juel marineveteran fra 1864 fortæller dette)

Men også de danske skibe blev ramt. Især gik det ud over Jylland. En granat gennemborede skibssiden og eksploderede tæt ved kanon nr. 9, og dræbte eller sårede kanonbesætningen. Artilleristerne ved kanon nr. 8 og 10 vaklede tilbage fra deres kanoner, næsten bevidstløse af trykbølgen fra eksplosionen og chokeret ved synet af deres dræbte og sårede kammerater. En officer fik dog hurtigt genoprettet disciplinen. Kanon nr. 9 blev overtaget af andre artillerister, og snart var alle kanoner tilbage i kampen.

Kampen havde nu varet i omkring 2 timer, og takket være den større præcision og højere skudhastighed fra de danske skibe, begyndte de nu langsomt at få overtaget. Ingen danske kanoner var blevet sat ud af spillet, imens adskillige kanoner på Schwarzenberg og Radetzky nu var tavse. Tabene iblandt besætningen havde været store, og østrigernes kanonild begyndte at mindskes.

Kampen afgøres
Eskadrerne nærmede sig nu Helgoland, og fra toppen af øen og fra masterne af det engelske krigsskib Aurora, fulgte civile og britiske søfolk kampen. Kanonilden var nu så voldsom, at den rystede vinduerne og dørene på den lille ø. Pludselig så tilskuerne et skib der kom ud af den tætte røg med dets foremærs i flammer.

Det brændende Schwarzenberg
På et øjeblik var kampen blevet afgjort. En dansk granat havde sat ild til Schwarzenbergs foremærs, og på nogle få øjeblikke rasede ilden voldsomt. Situationen ombord på flagskibet var alvorlig. Det var umuligt at slukke ilden, og den truede med at sprede sig til resten af skibet.

Tegetthoff's eneste mulighed for at redde sit skib og eskadren, var at afbryde kampen og søge tilflugt inde under det neutrale Helgoland. Han signallerede til de andre skibe om at dreje nordpå.

I et forsøg på at dække det brændende Schwarzenberg, fortsatte Radetzky tappert dets kurs, og blev udsat for den samlede danske ild. Men kampen var nu for ulige. Tegetthoff gentog sin ordre om at afbryde kampen, og Radetzky afbrød engagementet. Den fjendtlige eskadre stod nu med fuld fart imod Helgoland.

De danske skibe forsøgte at følge efter den flygtende fjende, men Jyllands ror var blevet beskadiget og fjenden lagde afstand til danskerne. Nogle få skud mere blev affyret, før Suenson kl. 16.30 gav ordrer til at afbryde forfølgelsen for ikke at krænke britisk territorium. 15 minutter senere ankrede den østrigsk-preussiske eskadre op ved Helgoland.

Den danske eskadre blev i området klar til at fortsætte kampen, hvis østrigerne forsøgte at stikke af. På Schwarzenberg havde ilden så godt fast, at det var svært at slukke den, og først omkring kl. 01 blev den slukket. Tegetthoff besluttede sig derefter for at tage chancen og forsøge at nå til den tyske by, Cuxhaven.

Med alle lys slukket stod han ud igen, og nogle få timer senere nåede han byen. Imellem tiden havde Suenson fået besked om den umiddelbare foreståede våbenstilstand, og han returnerede til Kristianstad i Norge, hvor han satte de sårede og døde i land.

Under kampen havde den østrigske eskadre haft et tab på 37 døde og 92 sårede. Alene på Schwarzenberg var 101 mand blev dræbt eller sårede. De tyske kanonbåde havde ikke haft nogle tab eller lidt noget skade, da de havde holdt sig godt på afstand af de danske skibe. På den danske side var 14 mand blevet dræbt og 54 sårede. Der var blevet affyret 1746 granater imod de østrisk-preussiske skibe under den godt 2 timer lange kamp.


På trods af den danske sejr, fik den aldrig nogen indflydelse på krigen.
Få dage senere startede fredskonferencen i London og den 15. maj vendte eskadren hjem til København hvor officerer og mandskab blev modtaget som helte.

På land var den danske hær blevet slået, men sejren til søs hjalp til med at genrejse noget af den nationale prestige.

.

.

Redaktion: Eigil Jensen