Weekend (26/1)

Fødselsdagshilsen til Eli Rasmussen
70 år 4.2.1985

Nå - hva´ siger du så…..

I begyndelsen syntes jeg, han var underlig. I det mindste stak han noget af fra den øvrige kundekreds, jeg som lærling i Brugsen beskæftigede mig med til dagligt, der midt i halvtredserne. Det var den nye ejer af ”Afholdshjemmet” lige over for Brugsen. Han stillede mange spørgsmål, og egentlig var det gammelt ragelse i skuffer og på hylder, han interesserede sig for, mere end de daglige varer. Gerne ville han op på det allerøverste loft, hvor der lå såkaldte ukurante varer, som ikke kunne sælges. Gamle glas og lignende. Eli Rasmussen hed han, og var egentlig en gammel kending af Svaneke. Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt.

Årene gik, og jeg så ikke meget til Eli Rasmussen før i begyndelsen af tresserne. Jeg var blevet ældre, og havde fået øjnene op for god kunst, og som der ofte er udstilling af i ”Det Blå Hus” ved Nansens Gaard, som Afholdshjemmet nu hedder. Siden er det blevet til mange samtaler, korte eller længerevarende. Ud fra disse samtaler vil jeg derfor beskrive maleren Eli Sigvard Rasmussen, der den fjerde februar fylder 70 år.

Eli Rasmussen er ikke bornholmer, men alligevel øbo, idet han er født på Langeland, nærmere angivet i Østergade i Rudkøbing.
Hans forældre var skomagermester Poul Chr. Rasmussen og hustruen Marie Vilhelmine Sigvardsen. Eli Rasmussen var den sidste ud af en søskendeflok på 10, og han blev opkaldt efter en tante, der hed Eline. Mellemnavnet Sigvard var efter moderens efternavn.

Allerede ved Eli´s dåb blev det fastlagt, at han skulle i malerlære, når den tid kom. Om det var medbestemmende til hans senere udvikling som ”kunstmaler”, kan der naturligvis ikke siges noget om. Men som det er blevet fortalt, så bestemtes det, at han skulle i malerlære. To af hans faddere var nemlig malere. Den ene var hans ældre bror Jacob, og den anden var dennes læremester Joachim Rasmussen. Det var hos sidstnævnte, at Eli også skulle i lære.

Eli Rasmussen vidste ikke, at han havde et naturligt talent for at tegne og male. Han syntes blot, det var sjovt allerede før skolegangen begyndte. Da først han kom i skole, blev tegnetimerne nogle af de bedste for ham. Han fik lejlighed til at bruge vandfarver, og fæstnede mange opstillinger på papiret. Æbler, blomster og meget andet. Han gjorde det godt, for hans frembringelser blev vist for de øvrige elever i klassen. Også fysiktimerne gav ham noget. I lærebøgerne var der mange tegninger af forskellige fysiske opstillinger og apparater. Dem farvelagde Eli Rasmussen med forskellige farver, og lagde dertil skyggevirkning på. Hans fysiklærer lod ham dog ikke gøre det i timerne, men som hjemmearbejde. Eli Rasmussen lærte dog ikke at forstå de forskellige apparaters virkemåde, men som han siger, det gør jeg stadig ikke. Når mit oliefyr går i stykker, så må jeg ringe til Lindblad for at få det i gang. De øvrige elever i klassen grinede naturligvis lidt af ham for den manglende forståelse af fysikkens love.

Gennem barndommen havde Eli Rasmussen naturligvis sine drømme om at blive alt muligt lige fra sømand og til landmand. Men da han var færdig med skolen, blev det som bestemt ved dåben, at han kom i malerlære.

.

1955. En af stuerne på "Nansens Gård" i Eli Rasmussens tid.

(Foto: Johannes Hammer)

I malerlære

I læretiden var det naturligt, at han skulle gå på teknisk skole. Men den var han allerede godt kendt med. Siden han var tolv år, havde han gået der. Det var moderen, der havde sørget for det. I stedet for at gå på Møllebakken uden for Rudkøbing, sagde moderen til ham, at han skulle gå på teknisk skole. Og der sad han så og tegnede efter afstøbninger af gipshoveder og meget andet.

Fra læretiden, der varede fire år (1929 - 1933), husker Eli Rasmussen, at han til tider fik øretæver af læremesteren, fordi han var kejthåndet. Det var den kendte Michelangelo for øvrigt også.

Dagen før hans læretid udløb var en lørdag, og hans mester sagde da til ham: ”I morgen er det søndag, og du har været i lære i fire år. Kom igen mandag, så skal jeg i løbet af søndag se på ordrerne, om der er arbejde til en svend mere”. Eli Rasmussen mødte op hos mesteren mandag iført nyt arbejdstøj, som moderen havde gjort klar til ham, og fik da et afslag på arbejde. Da Eli Rasmussen gik hjem, var det med tårer i øjnene.
Hans far var dog fortrøstningsfuld, og sendte den nybagte arbejdsløse malersvend ned i Borgerforeningen. Der var en læsestue med aviser fra hele landet. Så kunne han studere stillingsannoncer i disse. Der var ledige stillinger. Blandt andet én i Blåvandshuk. Eli Rasmussen skrev til den pågældende mester og fik svar tilbage. Han skulle komme samme uge om torsdagen inden klokken 12.

Og så gik turen til Blåvandshuk. Først med færgen til Svendborg, og siden med tog til Varde. Derfra cyklede Eli Rasmussen så det sidste stykke vej, og var fremme lidt hen på eftermiddagen. Han fik logi hos mesteren, og næsten ingen løn af samme årsag. Men han nød det vestjyske landskab og især Vesterhavet. Han badede meget og fandt under én af badeturene en hollandsk træsko, som han stadig har i sit eje. Træskoen gør nu tjeneste som gemme for klædebørsten i entreen på Nansens Gaard.
Hen på eftersommeren var der ikke mere arbejde, og så gik turen tilbage til Rudkøbing.


Rekrut 57 Rasmussen

Tilbage i Rudkøbing måtte Eli Rasmussen, som alle unge mænd i hans alder, møde på session. Eli Rasmussen blev taget til infanteriet, og skulle møde ved IV bataljons 4. kompagni i Odense. Men ikke lige straks. Det passede ham nu bedst at møde i efteråret, eftersom han kunne forvente at gå arbejdsløs om vinteren. Eli Rasmussen skrev derfor til Krigsministeriet og fik udvirket, at han kunne møde samme efterår. Det var i september 1933. Fra én af de første dage i trøjen, husker Eli Rasmussen regimentschefen, oberst Kühl, ved en parade på eksercerpladsen. Oberst Kühl sagde til de unge værnepligtige: ”Se nu rigtigt på mig børn. For I er mine børn, da jeg er regimentets fader”.
Nogle turde grine af dette, men ikke Eli Rasmussen. Ordene brændte sig ind i hans hukommelse, og sidder der stadig. Som soldat skulle Eli Rasmussen naturligvis på vagt som alle soldater. På én af disse vagter gik det galt for ham. Vejret var koldt, og han frøs i skilderhuset. Modsat når han kom ind i vagtlokalet. Der var drønende varmt. Denne vekselvirkning gav ham begyndende lungehindebetændelse, og han måtte indlægges på infirmeriet. Her kom han for øvrigt til at opleve en hel del. Blandt andet stak han en aften af sammen med sidekammeraten 56, de skulle partout ned til ét af byens hoteller for at danse. De krøb ud gennem et vindue, men ak, da de returnerede var vinduet lukket, og de måtte gå den tunge gang til hoveddøren.

Nå, det var værre med helbredet end først antaget, og Eli Rasmussen skulle på sanatorium i Silkeborg. Han fik besked om at rejse hjem til Rudkøbing og pakke kuffert for opholdet i Silkeborg. Han blev ved samme lejlighed hjemsendt og fik prædikatet, for stedse uskikket til al krigstjeneste. Og således endte så hans militære karriere.

I Silkeborg blev Eli Rasmussen genoptrænet, og vandt hurtigt til kræfter igen. Én af årsagerne var måske, at han fik både god motion og god mad. Han fandt i det mindste meget hurtigt ud af at komme først hjem fra træningsturene i skovene. Der blev nemlig serveret mælk efter sådanne ture, og Eli Rasmussen var ikke længe om at finde ud af, at den der skænkede mælk først af kanden, fik den rene fløde. Og det kunne jo gentages ved at tage lidt af hver kande. Eli Rasmussen blev udskrevet fra sanatoriet i april måned 1934.

.

Eli Rasmussen fotograferet ved et maleri, der skulle blive hans sidste.

Bornholms Tidende 11. juni 1997.

(Foto: Preben Pathuel).

I Odense

Fra Silkeborg gik turen atter hjem til Rudkøbing. Men det var nu i Svendborg, at han fik arbejde for sommeren. Fra denne periode husker Eli Rasmussen, at han fik 40 kr. i ugeløn, og at han var hjemme i Rudkøbing hver weekend fra lørdag efter arbejdstids ophør og til sent søndag aften. Turen frem og tilbage foregik delvis i kajak.

Fra Svendborg gik turen til Odense. Her søgte Eli Rasmussen blandt andet uddannelse på Albert Elmstedt-Skolen, og hvor han traf gode kammerater. Én af disse var Peder A. Gilkær (Allinge).

Til Bornholm

Vi springer nu frem til året 1939. Efter at en ældre søster, Margrethe, igennem flere år havde forsøgt at få Eli Rasmussen over til Bornholm, hvor hun arbejdede som oversygeplejerske på Svaneke Sygehus, lykkedes det i sommeren 1939. Med damperen Carl fra Østbornholmske Dampskibsselskab, gik turen langs den bornholmske kyst til Svaneke. Her blev Eli Rasmussen installeret hos stenhugger Ola Hammer i Søndergade, skråt over for sygehuset, hvor søsteren arbejdede. Mod betaling havde søsteren fået det ordnet, at Eli Rasmussen kunne spise på sygehuset. Og så gik det ud i det bornholmske landskab med tegnebræt og farver.

Under sit ophold i Svaneke, fik Eli Rasmussen kontakt til den kendte professor Kræsten Iversen, der havde sommerhus tæt ved Svaneke Fyr. Eli Rasmussen fik lejlighed til at vise lidt af produktionen, og det fandt nåde hos den kendte maler. Dog var han ikke tilfreds med Eli Rasmussens farveperspektiv. Det manglede der noget i. Kræsten Iversen gav dernæst anvisning herpå, og Eli Rasmussen gik så ud for at finde et egnet motiv, hvor farveperspektivet, som han havde fået anvisning på skulle ændres, kunne findes. Eli Rasmussen fandt stedet i Pærebakkerne og motivet mod vest. Da det var færdigt, vendte han tilbage, og nu fik han direkte ros af Kræsten Iversen.
Eli Rasmussen havde hørt efter.

Da sommeren var forbi, rejste Eli Rasmussen hjem til Rudkøbing og udstillede på Hotel Langeland. Det blev hans første udstilling, hvori der indgik Svanekemotiver. Hjemrejsen havde dog ikke gået direkte. I Svaneke havde Eli Rasmussen også haft kontakt med forstanderparret Pröschold på børnehjemmet Fagerlund. De havde givet ham henvisning til Kunstpavillonen i Sandkås, hvor søstrene Helga og Sofie Anker udstillede unge maleres værker. Søstrene traf han i Rønne, og enden herpå blev, at han året efter kunne få sine billeder udstillet.

Nordbornholm

Ikke blot fik Eli Rasmussen sine billeder på udstilling. Han fik også kontakt til den kendte tyske kunstmaler Herbert von Garvens. Det var denne, der lod dele af sine samlinger udstille i Kunstpavillonen, og som dermed trak gæster til udstillingerne også. Eli Rasmussen gjorde von Garvens forbavset ved sit kendskab til de mange verdenskendte kunstnere, hvis billeder hang på væggene. Hemmeligheden bag ved var, at Eli Rasmussen ejede et stort tysk værk om kunstnerne, og det havde han naturligvis studeret fra ende til anden.

Von Garvens døde i 1953, og det blev derved til fjorten års bekendtskab mellem de to, kunstsamleren og kunstneren. Eli Rasmussen havde mange oplevelser i disse år. Han fik gode kontakter til mange kunstnere. Således også Olaf Rude, der også bedømte hans billeder.

I Svaneke igen

I efteråret 1954 flyttede Eli Rasmussen så til Svaneke. Han fik lov til at indrette sig et værelse på loftsetagen hos søsteren i dennes hus på Møllebakken. Knapt var det færdigt, før han fik køb på føromtalte ”Afholdshjem” nede i byen. Det havde stået delvis ubenyttet gennem nogle år, og var nu til salg. Eli Rasmussen, der gennem mange år havde samlet mange forskellige gamle sager, kunne her finde plads til alt sammen. Men ikke nok med at Eli Rasmussen indrettede for sig selv. En god bekendt af ham fik udvirket, at Eli Rasmussen indrettede pensionat i bygningen. Det var dog med nogen betænkelighed, at han gik med til det. Der var da også noget knas den første sommer, indtil Eli Rasmussen fik fat i en dygtig kogekone, og en dame der kunne stå som ”værtinde” for pensionatet. Det var henholdsvis fru Dagny Munch fra Svaneke, og fr. Hjördis Ödmann fra Malmø, Nu hed Afholdshjemmet Nansens Gaard. Eli Rasmussen havde fået husets historie af forhenværende slagtermester og bankdirektør Engel, der tidligere havde ejet ejendommen.

Svaneke fejrede sit 400 års jubilæum samme år, som Eli Rasmussen åbnede Nansens Gaard.
Som nævnt var der noget knas i begyndelsen, men da Eli Rasmussen havde fået de to førnævnte damer, der begge var særdeles dygtige til hjælp gik det godt. Det vidner for øvrigt nogle gæstebøger om. Gæstebøgerne er særdeles spændende læsning, med alle de mange gæsters skriverier efter besøget på Nansens Gaard. Til Nansens Gaard hører en gammel ladelænge. Den blev indrettet til udstillingsbygning, og blev kaldt ”Det Blå Hus”.

Den første udstilling i det Blå Hus var en mindeudstilling for Kræsten Iversen. Siden er fulgt mange med værker af både nulevende og afdøde kunstnere. Udstillingerne og miljøet i Nansens Gaard, foruden miljøet i Svaneke, trak snart et internationalt publikum til.


Udstillinger og rejser

Gennem alle årene har Eli Rasmussen selv malet og tegnet. Efterhånden er det blevet til stor produktion inden for oliebilleder, kultegninger og ikke mindst akvareller, der er hans foretrukne. Der er også blevet tid til udstillinger både her i landet og i udlandet. Dertil kommer, at Eli Rasmussen har foretaget studierejser til Tyskland, Holland, Frankrig, Italien, England samt Tenerife og de skandinaviske lande. Sidst til Kina i 1980. Vel nok den mest interessante til dato. Gennem udstillinger og rejser har han gjort sig bekendt med mange forhold inden for kunst og kultur. Og hvad godt er, han deler ud af sin erhvervede viden. Både gennem billeder og samtaler.
Eli Rasmussens billeder hænger mange steder, både i privathjem og offentligt tilgængelige. Han har solgt til et stort antal kunstforeninger og offentlige myndigheder foruden til museer.

I mindet om Turner

Under et besøg i England i 1966, fik Eli Rasmussen øje på værker af den engelske kunstner J.M.W. Turner, der levede og virkede 1775-1851. Han blev Eli Rasmussens forbillede i akvarelmaleriet. Siden blev der i London holdt en mindeudstilling for Turner, det var i 1975, og den rejste Eli Rasmussen naturligvis over for at kikke på. Beundringen for den engelske kunstner blev ikke mindre efter dette besøg. Nu sætter Eli Rasmussen atter denne kunstner i relief. Med anledning i sin 70-års dag den 4. februar, åbnede Eli Rasmussen i går en udstilling med udelukkende akvareller i Galerie Gammel Strand i København. En udstilling ”I mindet om og i beundring for J.M.W. Turner, 1775-1851, som akvarellens mester”.

Se - overskriften til denne artikel kræver måske en lille forklaring. Mange gange, når jeg har haft en samtale med Eli Rasmussen, eller han har vist mig et eller andet, det være sig i bøger eller billeder, måske en antikvitet, har han sluttet med at sige ”Nå - hva´ siger du så”? Denne gang vil jeg sige til lykke med fødselsdagen og tak!

Aage Due Larsen

.

"Den beskedne Embedsmands Have"

Akvarel af Eli Rasmussen 1980.
Venligst stillet til rådighed af Jan og Tine Niedersøe.

Peter Krag fra Frederiksberg har venligst stillet følgende billeder af Eli Rasmussen til vores rådighed, med følgende bemærkninger:



De 2 både-billeder, oliemalerier begge to, er fra "Baadstad, Bornholm", har han selv skrevet på bagsiden

- og de 2 akvareller er fra hhv. "Klømberhavn" (med båden) og fra Svaneke ("Solnedgang over klipper"),

- Still-Leben-billedet er fra Langeland, givet til Rudkøbing Hotel, (står der på bagsiden af masonitpladen, der var meget skæv, da jeg hentede den i udkanten af Odense, i en garage, uden ramme - så jeg har forsigtigt skåret billedet til så siderne to og to næsten er lige lange

- mens "hus mellem træer", også olie, blot er fra Bornholm,

- og endelig er landskabsmaleriet betegnet "Klar dag Fyen".