En livslang kærlighed til Svaneke

af Kenn Erik Bech, Bornholms Tidende

Hun er allerede i gang med sin næste bog, der kun vil handle om hendes egen slægt og familiehistorie. Oprindelig var det meningen at slægten skulle være hovedhistorien i den bog Elsebeth Sonne Olesen færdiggjorde i 2010, men det blev i stedet en bog om Svaneke i 100 år og om nogle af de mennesker, der levede i tidsrummet fra 1850.
Elsebeth Sonne Olesen og hendes mand Mogens Olesen er begge født i 1938, og de har haft sommerhus i byen i 50 år. I julen 2010 opholdt de sig i Svaneke, til daglig bor parret i Kalundborg, og hvilken oplevelse var det ikke at være indesneet i den by, som de begge nærer stor kærlighed til, fortæller forfatterinden.
- Ligefrem årsunger kan vi vel ikke kaldes, men vi er friske og med et godt helbred, og derfor har vi taget mange skiture rundt om markerne udenfor Svaneke By i jule- og nytårsperioden. En kæmpeoplevelse at være spærret inde i Svaneke, kalder Elsebeth Sonne Olesen det.
Hun har arbejdet som lærer i mange år, og nyder nu pensionisttilværelsen sammen med sin mand i huset i Kalundborg, dog med talrige smutture til Svaneke. I denne by har hun kommet hele sit liv, og de mange historier hun hørte i sin barndom begyndte hun at skrive ned for mange år siden, lidet anende at det skulle ende med at blive en bog.
160 sider er det blevet til, med mange flotte fotos fra det gamle Svaneke og med et fyldigt personregister med sidehenvisning. Mange timer har det taget Elsebeth Sonne Olesen at færdiggøre bogen, som hun kalder Vinterlæsning, og hvor forsiden er en akvarel af afdøde Arne Madsen.

”Vinterlæsning - Svaneke i 100 år, 1850 - 1950”,
af Elsebeth Sonne Olesen,
2010, 160 sider med fotos og illustrationer. Kr. 250,-

Kan bestilles ved skriftlig henvendelse til forfatteren:
Elsebeth Sonne Olesen, Strandhaven 46, 4400 Kalundborg

.

.

En tur rundt i solskinsbyen
af Kenn Erik Bech, Bornholms Tidende

Bogen om de gamle Svaneke-slægter og deres liv og færden er først og fremmest baseret på breve fra forfatterens oldemor og hendes seks børn.
Elsebeth Sonne Olesens oldemor hed Andrea Sonne, født 1850, mens hendes mormor var Ingeborg Sonne, født i 1884. Hendes ældste barnebarn er Elsebeth Sonne Olesen, født Wessel Larsen. Mormoderen og hendes fem søskende voksede alle op i Svaneke, de fleste forlod også byen, men uden dog nogensinde at kunne give helt slip på barndomsbyen.
- Der er så mange mennesker, der i tidens løbs har fortalt og skrevet om Svaneke og dens indbyggere, at jeg efterhånden synes jeg er kommet til at kende dem alle, selv om mange var døde, inden jeg selv blev født. For at bevare de mange gode minder fra byen har det længe været mit ønske at samle alt, hvad jeg kunne huske, fortæller Elsebeth Sonne Olesen om bogens tilblivelse.
Bogen er kronologisk opbygget i 5 års perioder, så personerne følges gennem tiden. Et bredt udsnit af Svanekes indbyggere er repræsenteret og relationer mellem familierne spiller en væsentlig rolle. Desuden er de små gode hverdagshistorier, som blev fortalt igen og igen, taget med i en så original version som muligt.

Tilbage igen og igen
- Min mormor rejste ud i verden, men vedblev at komme i Svaneke hele sit liv. Og de tog deres børn og børnebørn med og fortalte om gamle dage. Elsebeths bog handler mest om de mennesker, der omgav familien. Mormoderens søster Christine Sonne slog sig permanent ned i Svaneke på sine gamle dage. Det var i 1947, og snart efter kom hendes bror Niels Otto Sonne også tilbage til barndomsbyen. Han havde blandt andet boet i USA. De to søskende blev gamle sammen i byen. Allerede i 1929 havde Carl Sonne, en bror til Elsebeths mormor bygget et sommerhus på Skovstien. Og det var dette hus som Carl solgte til sine søskende, Christine og Niels Otto.
Huset på Skovstien blev erhvervet af Elsebeth og hendes mand. De har bevaret familietraditionerne og forsat den nære tilknytning til Svaneke, - også for de nye generationer.
Mange af de kendte Svaneke-slægters historie hører vi om i Elsebeth Sonne Olesens bog. Helt frem til 1950 og for enkelte af dem, helt frem til vore dage. Der var familierne Holst, Thorsager, Sølling, Sonne, Smidt og mange flere, alle kendte Svaneke-navne. Forfatteren nævner selv blandt sine nærmeste kilder til sine Svaneke-historier tre kendte Svaneke-borgere. Karen Thorsager (1896-1998), Johanne Vang (1897-1986) og Kaj Lau Holm (1913-1999). Bogen er en rigtig lækkerbisken for lokalhistorikere, især dem med tilknytning til Svaneke.

.

Et lille udvalg af bogens mange fine illustrationer.