Vikingetiden og den første kristne tid

Endelig omtrent 900 år efter Kr. f. træder Bornholm frem i historiens lys. Den engelske konge Alfred den Store (871-901) lod spanieren Orosius' latinske verdenshistorie oversætte og føjede dertil Wuifstans beretning om sin rejse fra Hedeby østpå gennem Østersøen vistnok til Weichselflodens udløb. Han sejlede i syv dage og nætter, havde hele tiden Vendland til styrbord, og til bagbord Langeland, Lolland, Falster og Skåne, som alle hørte til Danmark, derefter Burgenda land, der ikke kan betyde andet end Bornholm, og der havde de deres egen konge.

Det er første gang, Bornholm nævnes, og det fortælles altså, at Bornholm endnu ikke - som det nærmest liggende Skåne - var et dansk land. Det var et lille rige for sig selv, som åbenbart styredes af egen konge.

Det er ikke meget, vi får at vide i denne beretning. Og så er der igen tavshed om Bornholm i næsten to hundrede år. Først omkring 1075 fortæller Adam af Bremen, at øen, som han kalder Holmen, - hvad den er blevet kaldt i Skåne lige til vore dage - er Danmarks mest besøgte »havn« og en sikker ankerplads for de skibe, der plejer at afgå til barbarerne og til Grækenland. Nu er Bornholm altså dansk, men hvornår den er blevet det, ved vi ikke. Ej heller ved vi, hvordan den er blevet det. Er det sket fredeligt, eller er øen erobret med magt. Vi må vel regne med, at øen kom under Danmark i sidste halvdel af 900-årene. Da Skåne var dansk omkring 890, som Wulfstan beretter, lå det jo nær, at også Bornholm blev det, og i de snart tusind år, der er gået siden da, har øen stadig været dansk undtagen i de to korte perioder i 1645 og 1658, da den hørte til Sverige.

Adam kaldte Bornholm Danmarks mest besøgte »havn«. Det fortæller os om øens betydning for handelsvejene i Østersøen. Som de arabiske mønter, der i et meget stort antal er fundet på Bornholm, fortæller om handelen på de russiske flodmundinger I 7-, 8- og 900-årene vidner nu tyske, engelske og nederlandske mønter fra 9-, 10- og 1100-årene om handelens fortsatte forbindelse med Bornholm, men samtidig også om handelsvejenes omlægning i Øst- og Nordeuropa. Hvor stor en andel bornholmerne selv havde i denne handel, ved vi ikke. Først omkring 1200 meddeler Slesvig stadsret, at bornholmske købmænd da boede i byen.

.

Tre runesten fra Bornholm. Herover en sten, som nu opbevares i Nylars kirke. Teksten lyder: Kåbe (?) Svend rejste denne sten efter sin søn Bøse, en (velbyrdig) »dreng«, som blev dræbt i kampen ved udlænge (utlängan). Gud Herren og Sankt Mikael hjælpe hans ånd.

.

Sten fundet ved Gyldensåen i Østermarie, men 1852 flyttet til Svaneke kirkegård. Teksten lyder: Bove lod (stenen) rejse efter sin gode fader Økil. Krist hjælpe sjælen.
Sten fra Nylars. Teksten lyder: Sasser lod rejse stenen efter sin fader Alvard (Halvard); han druknede ude med hele skibsmandskabet. Krist hjælpe hans sjæl i al evighed. Denne sten skal stå efter (dvs. til minde).
Måske vidner også de to runesten, der star i Nylars kirkes våbenhus, om bornholmernes købmandsfærd. De er efter deres olddanske sprog at dømme fra den senere del af tiden omkring 1050-1150. Den ene lod Sasser rejse efter sin fader Alvard eller Halvard: »han druknede med hele skibsmandskabet«. Den anden rejste Kåbe-Sven efter sin søn Bøse, som blev dræbt i kampen ved Udlænge. Udlænge er blevet forklaret som øen Utlängen syd for Blekinges sydøstlige hjørne, men hvilken kamp der hentydes til, ved man ikke, og ingen ved, om her er tale om bornholmere, der sejlede i fredeligt ærinde, eller om det er folk på vikingefærd, runestenene mindes.

Det er jo vikingetiden, vi her beskæftiger os med, og det ville være mærkeligt, om ikke nogen bornholmer gik på vikingefærd. Jomsvikingesaga fortæller, at Bue den digre og hans broder Sigurd Kåbe, sønner af høvdingen over Bornholm Vesete, var jomsvikinger og deltog i togtet mod Haakon Jarl i Norge omkring 986. Men vi ved ikke, hvor meget der er virkeligt i denne fortælling, og derudover ved vi intet om bornholmernes deltagelse i vikingernes bedrifter.

Fund i Bornholms jord fortæller os, at der samledes rigdomme på øen, enten disse nu skyldtes handel eller krigsbytte. Om velstand vidner også de mange anselige runesten, der i århundredet efter 1050 rejstes på øen. Bornholmerne levede stadig som jordbrugere, men nogle er gennem de nye rigdomme blevet storbønder med evne til at sætte sig de stolte mindesten.

Den livlige handel bragte ikke udelukkende øen fordele. De rigdomme, der samledes, lokkede uvelkomne til, f.eks. venderne, der I 1000-årene begyndte deres plyndringer på øens kyster. Et sølvfund, der blev gjort under gårdspladsen på Store Frigård i Østermarie i 1928, fortæller om de usikre tider, da man gravede sine skatte ned, når rygtet løb, at fjender gjorde landgang. Der var ca. 1100 mønter og sølvstykker fra årene omkring 1120, indsvøbt i skind og gemt i en krukke.

De hedenske bornholmere
På den store Jellingesten står der ikke blot, at Harald Blåtand vandt sig hele Danmark, men også, at han gjorde danerne kristne. Det gjaldt dog ikke bornholmerne. Der skulle gå henimod et århundrede, inden kristendommen slog rod på øen. Muligvis har bornholmske vikinger, der er blevet kristnede I udlandet, bragt den nye lære med hjem, men først omkring 1060 begyndte på Bornholm en missionsvirksomhed, der fik varig betydning. Den udgik fra Skåne, hvor biskop Egin (o. 1072) var stærkt optaget af at udbrede kristendommen. Af danske landsdele var Blekinge og Bornholm endnu ikke kristne, og her tog Egin med stor iver missionsarbejdet op. Han skildres af Adam af Bremen som en from og boglærd mand, der - når han prædikede for hedningerne rørte dem til tårer og begejstrede dem for den nye lære, så de ødelagde deres afgudsbilleder og kappedes om at lade sig døbe. Ja, de kom og lagde deres afgudsbilleder for Egins fødder, fortæller den gode mester Adam, men uegennyttig vægrede han sig ved at tage imod deres gaver, men formanede dem til at hjælpe de fattige og frikøbe de fanger, som der var mange af i Blekinge og på Bornholm, og endelig at bygge kirker. Disse har rimeligvis været trækirker, som var den almindelige byggeskik i det øvrige land, men deres levetid har ikke været lang, og man har ikke fundet spor af dem på Bornholm. Hvor mange der har været af dem, og hvor de har været rejst, ved vi ikke, men sandsynligvis er senere stenkirkerne bygget på det i forvejen indviede sted, hvor trækirkerne stod.

.

Sølvfundet fra Store Frigård fra 1928.

Til højre en møntkrukke med ca. 1100 mønter.

Herunder andre genstande fra det fine fund, såsom snoede armringe, amuletter, ringe m.m.

Runesten
De bornholmske runesten, hvoraf de ældste, som omtalt, regnes for at være fra omkring 1050, er alle fra tiden, efter at øen er blevet kristnet, eller rejst før den tid af folk, der har lært kristendommen at kende, inden den var trængt igennem på Bornholm. På ingen bornholmsk runesten påkaldes nogen af de gamle guder, men derimod Gud og Guds moder, Krist, sankta Maria og sankt Mikael. På Svanekes område er der ikke fundet nogen runesten. Den runesten, der står på Svaneke kirkegård, er 1852 flyttet dertil fra broen ved Strandvejen over Gyldensåen i Østermarie. Nærmere ved Svaneke skal en runesten, der blev nedlagt i grunden under teglværket ved Sylten i Ibsker, have stået, nemlig på Køllergårds grund, men noget sikkert vides ikke om den. Næsten ingen bornholmske runesten står på deres oprindelige plads. De er blevet taget i brug til byggesten eller lagt som en bro over en å. Forholdsvis mange er fundet anvendt i stenkirkerne.

Da Bornholm kom ind under Danmark, satte den danske konge en høvding over øen, som blev delt i fire herreder, en inddeling, der sikkert blev foretaget af militære grunde som andre steder i landet. Hvert herred skulle almindeligvis omfatte 120 gårde, og passer dette også på Bornholm, kan vi sikkert antage, at befolkningen har talt omkring 3000 mennesker. Herrederne, der i det væsentlige er de samme som nu, kaldtes Rothnæ (Vester), Haslæ (Nørre), Hænnings (Øster) og Miklingæ (Sønder) herred. I de to første navne øjner vi de senere købstadsnavne Rønne og Hasle. De to sidste menes at stamme fra navne på stormandsslægter.

.

Ovenstående tekst og billeder er hentet fra bogen "SVANEKE BY's HISTORIE".
Se mere under Salg af bøger på denne hjemmeside.
Læs beretningen om Krøblingevejen her.

Læs mere om jættestuen Hallebrøndshøj ved Svaneke her.

Læs mere om Sorte Muld her.