Arkivet


Arkivets besøgsadresse: Svaneke gamle Rådhus, 2. sal, Storegade 24, Svaneke.
Henvendelse om kig i arkivet eller spørgsmål til og om arkivet kan rettes til svanekearkiv@svanekesvenner.dk .

Hvem kan bruge – og bidrage til – arkivet?
Alle kan komme og besøge arkivet efter aftale eller i vinterhalvåret tirsdage kl. 19-22. [HENVISNING TIL KALENDER]. Man kan komme med konkrete spørgsmål eller et konkret formål, eller man kan komme for at snuse i arkivalier og materialer eller for at bidrage til at bevare byens kulturarv. Arkivet tager gerne imod flere frivillige hænder, og din interesse er i høj grad bestemmende for, hvad du kommer til at beskæftige dig med.

Arkivets historie og materiale
I forbindelse med en testamentarisk gave fra Overlærer Anker E. Kofoed i 1985 blev Byforeningen Svanekes venner i stand til at indrette et lokalhistorisk arkiv i et ca 100 m2 stort tomt loft på Svaneke Rådhus, foruden 2 værelser på 1. etage ved siden af byrådssalen.

De første arkivalier stammer fra Overlærer Kofoeds bo, omfattende et stort antal bøger med tilknytning til Bornholm og specielt Svaneke. Dertil kom et stort materiale vedrørende bygnings- og bybevaring, som Byforeningen har samlet gennem årene.

I løbet af de følgende år modtog Byforeningen et stadig stigende antal gaver:
Bøger, møbler,skibsmodeller og malerier, foruden mange spændende effekter, som alle fortæller om Svanekes historie gennem tiderne.

I 1969 modtog Byforeningen fra Fotograf Valdemar Myhre’s efterkommere en stor samling af dennes fotografiske glasplader, som blev starten til den fotografiske samling, som foruden V. Myhre også repræsenteres af fotograf Karen Hansen og Johannes Hammer, suppleret med mange fortællende amatørfotos.
Siden 1995 er billeder lagt ned i en let tilgængelig database, efterhånden ca. 8000 fotos.

I årenes løb har Byforeningen fået eller fået deponeret adskilligt andet materiale af almen interesse for byen. Malerier, akvareller, fotos mv. og mange avisudklip fra Svaneke, Listed Aarsdale og Ibsker i tidsrummet 1973-2006. Opslagsord til disse udklip ligger i en database. I øjeblikket har vi cirka 40 emnekasser med udklip, artikler og andet relevant materiale.

Svaneke Båndarkiv overdrog i sin tid mange spole- og kassettebånd af lokalhistorisk interesse. Arkivet har også 16 mm smalfilm nogle VHS-bånd og DVD’er.

Arkivet besidder også mange skibshistoriske ting, fx skibsmodeller af jagter, dæksbåde og af barken “Svanen”, marinebilleder af skibe med tilknytning  til Svaneke, skipperskeer mv.

Desuden beror i arkivet en større samling malerier af lokale kunstnere med bl.a. Svanekes gader og bebyggelser i begyndelsen af 1900 tallet som motiver.

En yderligere beskrivelse af arkivets materialer samt historier fra og om Svaneke og omegn kan ses på www.svanekearkiv.dk.