Svanekes Venner blev stiftet i august 1944. Foreningens formål blev beskrevet sådan i vedtægterne:
Foreningens Formaal er at værne Helhedspræget og Harmonien i Svanekes Bybillede, der er en Sjældenhed i vort Land og af stor Værdi for Byen selv.
Dette søges opnaaet dels ved at værne om karakteristiske og smukke gamle Huse, bevare deres fine farvetoner og befri dem for skæmmende Reklamer og Modernismer, dels ved at faa Nybygninger opført i en saadan Stil, at de glider harmonisk ind i Gadebilledet. De karakteristiske Gadebilleder ønskes i det hele bevaret i saa høj Grad som muligt.
Desuden ønsker man Byens Naturomgivelser bevaret og udviklet som en landskabelig fri og smuk Ramme omkring Bebyggelsen.
Foreningens første bestyrelse bestod af:
Formand Carl Sonne, prof., dr.med
Næstformand Christian P. Nielsen, lærer
Kasserer Dyring Jensen, toldforvalter
Kræsten Iversen, maler, professor
Th. Lind lektor, formand for Bornholms museum
Th. Rømer, kaptajn, borgmester
Aage Gram Engel, bankdirektør
Herman Fridolf Christensen, grosserer
I et tilbageblik på byforeningens historie kommer man ikke uden om stifternes fremsynethed. De så dengang, at byens herligheder let kunne blive løbet over ende af moderniseringer, effektiviseringsbestræbelser og af ”fremskridtet” i bredere betydning. Takket være dem og deres ligesindede i efterfølgende bestyrelser og takket være velvillige samarbejdspartnere og borgere fremstår byen i dag som et smukt eksempel på vellykket bevaringsarbejde.
Siden starten har foreningen bestræbt sig på at hæge om byen og dens bygnings- og miljømæssige kvaliteter. Gennem anvisninger, vejledning, anbefalinger, argumenter, overtalelser, opmuntringer. Gennem indsamling og salg af brugte tegl til reparationsarbejder. Gennem præmiering af husejere for god og traditionstro vedligeholdelse. Gennem samarbejde med myndigheder og enkeltpersoner. I sjældne tilfælde gennem verbale slagsmål og juristeri.
Svaneke har modtaget europæisk guldmedalje og mange andre påskønnelser for sit helhedspræg, sine velholdte huse, sin skønhed – og for sit bevaringsarbejde.
Svanekes Venner har i næsten alle årene søgt at udbrede kendskabet til byen og dens historie. Det er sket igennem bogudgivelser og anden skriftlig formidling, udstillinger, fremstilling af postkort med prospekter fra byen, gennem guidede byvandringer og velkomstpakker til nye indbyggere og velkommen-til-byen-arrangementer, hjemmeside og facebook.
Foreningen Svanekes Venner har bidraget til at bevare, vedligeholde og fortælle om kulturminder i byen og dens umiddelbare nærhed. Fx har foreningen gentagne gange skaffet fondsmidler til restaurering af møllerne, vedligeholdelse af kanonopstillingen ved skanserne, restaurering af det gamle rådhus og rådhushaven.
I mange år har Svanekes Venner virket for at få bopælspligten respekteret, sådan at byen ikke forvandles til et sommerhus-resort, som går i dvale i vinterhalvåret. Foreningen har også i de senere år deltaget i samarbejde med byens handelsstandsforening om events og kulturelle indslag i byen. Formålet har været at gøre Svaneke til en levende by for turister og ikke mindst for indbyggerne selv. Endvidere har foreningen haft samarbejde med Fællesrådet for foreninger i 3740-området, særligt i forbindelse med Fællesrådets møder og aftaler med kommunens skiftende teknik- og miljøudvalg.
Foreningen er blevet en aktiv og proaktiv medspiller i byens udvikling. Paradoksalt nok er foreningen af nogle blevet kritiseret for at være for restriktiv og for at være selvbestaltede smagsdommere og pietets- og petitesseryttere, samtidig med at andre har dadlet den for at være for liberal og for ikke at argumentere imod visse bygningsændringer eller nedrivninger, eller for ikke at forhindre et nybyggeri. Svanekes Venner blander sig for meget. Svanekes Venner blander sig for lidt.
Foreningens formænd
1944 – 1947 Professor, dr. med Carl Sonne
1948 – 1950 Bankdirektør Aage Gram Engel
1951 – 1958 Borgmester Emil Andersen
1959 – 1962 Pastor Aage Poulsen
1963 – 1968 Helge Nielsen
1968 – 1969 Bjørn Brynskov
1969 – 1997 Flemming Larsen
1997 – 2004 Jørgen Badsted
2005 – 2007 Knud Henrik Koefoed
2007 – 2012 Niels Sivebæk
2013 – Henrik Søby
Æresmedlemmer
Fhv. overlærer Anker E. Kofoed (1973)
Fhv. borgmester Emil Andersen (1980)
Fhv. læge Flemming Larsen (2005)
Fhv. skoleleder Søren Lindgaard (2014)
Irene Clemensen (2019)
I byens tjeneste
I forbindelse med Svanekes Venners 75-års jubilæum udgav foreningen en bog med titlen ”I byens tjeneste”. Bogen beskriver mere indgående byforeningens historie. Forfatteren, Thorkil Thorsen, bygger sin fremstilling på de mange arkivalier, der findes på foreningens arkiv, forhandlingsprotokoller fra bestyrelsesmøder, formandsberetninger ved generalforsamlinger og sommermøder, regnskaber, mange ringbind med avisudklip omhandlende Svanekes Venner og Svaneke, korrespondancer med myndigheder og borgere, samt mange andre slags vidnesbyrd om foreningens virke. Desuden stillede mange af foreningens nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer sig til rådighed med yderligere og uddybende oplysninger om foreningen.
Bogen kan købes i byforeningen eller i Brugsen i Nansensgade i Svaneke.