Rådhushaven
Velkommen i Rådhushaven
Rådhushaven er en af Svanekes oaser. Den befinder sig bag Svaneke Rådhus, og vejen dertil fører forbi en af Svanekes smukkeste udsigter over klippekysten.
I haven kan man stifte bekendtskab med mange forskellige planter. Man kan
også opleve de to fangegårde, som er omkranset af høje mure. Her er ophængt
informationstavler om fængslet og rådhuset. Man kan desuden få viden om Svanekes tre æresborgere samt om Europa Nostras guldmedalje, som Svaneke fik tildelt i 1975. Haven er åben hele året. Man er velkommen til at medbringe en kaffekurv og benytte havemøblerne.
Havens historie
Bag rådhuset blev der i 1858 bygget to fangegårde, som er omgivet af meget
høje mure, og der blev anlagt en have ligeledes omkranset af høje mure. I haven opførtes et vaskehus med et gammeldags das og et udhus til kul og brænde. Arrestforvareren og senere rådhusbetjenten og deres familier flyttede ind i rådhuset, hvor de passede fangerne, som opholdt sig i rådhusets fangeceller. Haven fungerede som de ansattes nytte- og prydhave. De dyrkede grønsager og holdt husdyr. De havde høns, gæs og ænder og udrugede fasanæg, Til ænderne blev der anlagt en lille dam. I det røde udhus var der i en periode slagtegrise. Midt i haven blev der plantet et valnøddetræ.
Indgangen til haven fra nordsiden er belagt med faste sten, så arrestanterne kunne blive transporteret til arresten ”ad bagvejen” med hestevogn.
Porten er i dag indgang til Rådhushaven.
Haven forfalder
Da den sidste rådhusbetjent med familie forlod rådhuset i midtfirserne, forfaldt haven. Byforeningen brugte et lille hjørne af haven til at opbevaring af
gamle tegl, som byens borgere kunne genbruge i forbindelse med reparation og
renovering af deres tage. De gamle tegl bidrog til at bevare Svanekes karakteristiske røde tegltage. Alt imens overtog brombærkrattet haven, og den blev fuldstændig overgroet.
Haven renoveres
En gruppe knyttet til byforeningen begyndte i 2015 at udvikle ideer for haven. Der blev søgt fondsmidler, som gjorde det muligt at renovere rådhuset og få anlagt haven. Ideen var at udvikle en oplevelses- og sansehave med hovedvægt på ”levende kulturminder” – det vil sige planter, som siden middelalderen har været brugt som lægeplanter og krydderurter mm.
Murene blev renset for efeu, renoveret og kalket. Haven blev ryddet for brombærkrat og skvalderkål. Der blev også lagt planer om, hvordan haven kunne bruges fremover.
I 2018 var renovering og oprydningsarbejdet stort set færdigt, og frivillige begyndte at beplante og indrette haven. Samtidig blev der indkøbt borde, stole og bænke. Bænkene fik navne efter byens tre æresborgere.
De plantede vinstokke skulle minde om, at Colmar i Alsace og Svaneke i 1975 begge fik tildelt Europa Nostras guldmedalje for fremragende bybevaring.
Planter i Rådhushaven
I haven finder man mange af de planter, man gennem tiden har dyrket i Svanekes haver,
samt planter der vokser på udyrkede steder i Svanekes nærområder. Det drejer sig om
prydplanter, reliktplanter, træer og buske fra Middelhavsområdet, krydderurter, bærbuske og køkkenurter. Hovedparten af planterne kommer fra private haver i Svaneke. Reliktplanterne er fundet omkring Svaneke. Der er skilte med danske plantenavne ved alle planterne. På ”vaskehusets” væg hænger der to plancher med fotos og beskrivelser af reliktplanter, og indenfor finder man lister over havens planter, deres latinske betegnelser og
en kort beskrivelse af planterne.
Et venskabstræ
Nederst i haven står et paradisæbletræ. Det blev plantet under Bornholms Kulturuge i 2022, hvor en delegation fra den estiske ø Saaremaa besøgte Bornholm. Træet er et symbol på venskabet mellem de to øer. Et venskab der opstod under Baltisk bro for 30 år siden, og som igen er ved at få nyt liv i form af Baltisk Bro 2.
Haven i dag
I dag er haven et fristed for byens borgere og turister. Den danner også ramme om lidt større arrangementer fx i forbindelse med Bornholms Kulturuge. Haven bliver passet af en gruppe frivillige, der stadig arbejder for at vedligeholde og udvikle haven.
Det er byforeningens ønske og håb, at haven fortsat bliver til glæde og inspiration for et bredt publikum.