Vandtårnet

Svaneke Vandtårn er blevet frisket op!

For Svaneke er vandtårnet et vigtigt vartegn for byen, bl.a. fordi det er den verdensberømte arkitekt, Jørn Utzon, der har tegnet vandtårnet.

Byforeningen tog initiativ til, at staten fredede vandtårnet i 1990, herunder at det fortsat skal ligge i åbent landskab, så vartegnet for Svaneke ikke bliver skjult af nye bygningsværker.

Med lift op i 30 meters højde

Svaneke Vandtårn har fået en omgang trætjære, så det nu fremstår som nyt. Men det var ikke en nem omgang, da det krævede en kæmpe lift, så man kunne nå helt op i 30 meters højde – næsten lige så højt som Rundetårn i København.

Nordsiden af vandtårnet har i denne forbindelse fået en ny bræddebeklædning med dansk gran, som Jørn Utzon brugte som beklædning, da vandtårnet blev opført i 1951.

Beklædningen har også fået en omgang trætjære, men fremstår mere brunlig!

Sidst vandtårnet fik trætjære var i 2012, så det er nødvendigt jævnligt at give beklædningen en omgang trætjære, så vandtårnet ikke forfalder.

Igennem mange år har det været teleselskaberne, der har stået for vedligeholdelsen, da de har haft telekommunikationsudstyr til mobiltelefoner i vandtårnet og i en lille bygning på jorden ved vandtårnet. Dette udstyr blev fjernet i sommeren 2023.

Fremover er det Bornholms Regionskommune, der står for vedligeholdelsen, idet den er ejer af Svaneke Vandtårn.

Det er vigtigt for Byforeningen Svanekes Venner, at kommunen også fremover sørger for, at alle dele af vandtårnet løbende bliver vedligeholdt.

Nu fremstår Svaneke Vandtårn lige så smukt i landskabet, som Jørn Utzon havde tænkt sig i 1951, da han tegnede det!

UDSTILLINGER PÅ SVANEKE RÅDHUS

Udstilling med motiver fra Svaneke, som kan inspirere til en tur rundt i Danmarks smukkeste købstad

Byforeningen Svanekes Venner inviterer til en unik særudstilling

i Byrådssalen på 1. sal på Svaneke Rådhus, Storegade 24, højre indgangsdør. 

Lørdag den 10. – søndag den 11. juni 2023 fra kl. 14.00 – 16.00.

Udvalgte malerier og billeder – med uddybende oplysninger om kunstnerne – fra foreningens omfattende historiske arkiv med bornholmske kunstnere og fotografer.

Hvad har Svaneke at byde på?

Byen blev kåret til Danmarks smukkeste købstad i 2013 og fik i 1975 europæisk guldmedalje for bybevarelse.

Byen er berømt for sine røde tegltage på de gamle små fiskerhuse og købmandsgårde med bindingsværk, de smukke naturhavne, sin hollandske mølle, Danmarks ældste Stubmølle, gamle stengærder, bypumper og gænger. Og sidst, men ikke mindst: Svaneke Vandtårn, tegnet af arkitekten, Jørn Utzon, kendt for Operahuset i Sydney.

Udstillingen er gratis og alle er velkomne!

Arrangør: Byforeningen Svanekes Venner.

Åbent for besøg i det tidligere Ting- og Arresthus i Svaneke

Byforeningen Svanekes Venner inviterer indenfor i Svaneke Ting- og Arresthus Museum 

i stuetagen på Svaneke Rådhus, Storegade 24, højre indgangsdør. 

Lørdag den 10. – søndag den 11. juni 2023 fra kl. 14.00 – 16.00.

Museet byder på et spændende besøg i den gamle byrådssal, fængselsceller og fangegårde med gammeldags lokum og bryggers. Herfra er der udgang til den gamle Rådhushave, som indeholder en række spændende træer, buske, krydder- og lægeurter samt yderligere informationstavler om Svaneke Købstad, æresborgere mv. 

Inde i selve museet er der udstillingsmontrer med historiske genstande og effekter som f.eks. politiknipler, -kasketter, -fløjter, -skilte, -stempler, bøger og hæfter med ordensreglementer osv.

Endelig er der en række informationstavler, som fortæller detaljeret om Ting- og Arresthusets historie og virke, indretning og ombygning igennem tiderne af byrådssal, domstol, fængselsceller, fangegårde, politistation og arrestforvarerbolig gennem mere end 125 år.

I Byrådssalen er der en unik særudstilling med motiver fra Svaneke, som kan inspirere til en tur rundt i Danmarks smukkeste købstad

Besøget i museet er gratis og alle er velkomne!

Arrangør: Byforeningen Svanekes Venner.